Kan det virkelig passe?
Forskningsresultater i mainstream-medier er næsten altid noget med iøjenfaldende overskrifter - specielt hvis resultaterne omhandler forskelle mellem mænd og kvinder, sundhed og helbred, eller sex. Det er positivt, når forskningsresultater vinder konkurrencen om pladsen i mediebilledet over historier om dræbersnegle, royale rober, eller hvorfor man bør tænke sig om en ekstra gang inden man sender penge til en nigeriansk prins, men alligevel sidder jeg ofte tilbage med en lidt blandet følelse, når medierne præsenterer nogle forskningsresultater, der virker lidt for fantastiske. Først tænker man “det lyder spændende”, og umiddelbart efter “kan det virkelig passe?” Ofte er svaret nej.
I 2005 opsummerede John Ioanidis1 Se J. Ioanidis (2005), “Why Most Published Research Findings Are False”, PLoS Med. problemerne omkring hvilke artikler, der rent faktisk bliver udvalgt til at blive publiceret i videnskabelige tidsskrifter. Ioanidis argumenterer for, at der blandt andet har været for al for meget fokus på at bruge \(p\)-værdien som et af de vigtigste kriterier for at artiklen bliver accepteret, og at der i den akademiske verden er mindre status i at replicere resultater fra andre publicerede studier.
Og så er der selvfølgelig de studier, hvor forskerne har plukket i resultaterne og undlader at fortælle om dele af data eller om alle de undersøgte hypoteser, hvor de ikke fandt noget. Ben Goldacres debatbog *“Bad Science” kommer godt omkring de ufine metoder, som enkelte underlødige forskere tager i brug for at “snyde på vægtskålen” og for at få deres forskningsresultater til at virke mere enestående, end de egentlig er.
Forskningsformidling er utrolig vigtig - først og fremmest fordi resultaterne gerne skulle komme så mange til gode som muligt, men også fordi hele forskningsprocessen er en lidt diffus størrelse, hvis man ikke selv er i den, og det er vigtigt at alle kan se, at de ressourcer, der bliver investeret i forskning faktisk udmønter sig i nogle nye, spændende resultater. Konkurrencen om en plads i medierne er hård, det skal tit gå stærkt, og der skal præsenteres nogle fængende overskrifter, så modtageren bliver hængende. Når pladsen tilmed er trang er der sjældent mulighed for at præcisere de forbehold eller de konkrete fund, som forskerene har gjort i den videnskabelige artikel, og resultatet bliver let fordrejet. Helt galt går det på de sociale medier, hvor det ikke er ualmindeligt, at det kun er overskrifter, der bliver delt.
Man gør forskningsverdenen er bjørnetjeneste2 Her bruges den “gamle” version af bjørnetjeneste, hvor det ikke er positivt ved at præsentere en masse resultater i medierne som deciderede forskningsresultater, når det så efterfølgende viser sig ikke helt at holde. Hvor ville det være befriende, at læse eller se forskningsresultater i medierne, hvor der var plads til at gå lidt mere i dybden: hvem er det, der fremlægger resultaterne? Hvad er de virkelige resultater, og hvad er de fremtidige perspektiver? Var forsøget så objektivt, som det kunne være? Hvor mange deltagere, og hvordan var de valgt ud? Som minimum bør der være henvisninger til de videnskabelige publikationer, der ligger til grund for resultatet, så man selv kan søge flere oplysninger.
John Oliver har lavet en underholdende og ret præcis opsummering af problemet i Last Week Tonight: